Meyer er det perfekte terningespil at spille sammen med din familie, eller sammen med vennerne til forfesten. Meyer er et strategisk spil, der handler om at lyve bedst. Meyer er ikke svært at lære, og når man først er godt inde i det, så kan man blive rigtig god til at være snedig og lyve. Kan du ikke huske alle Meyer reglerne, så kan du læse om regler til Meyer her i indlægget.
Antal spillere: Minimum 2 spillere
Setup: Du skal bruge 2 terninger, to raflebægere, og 1 terning pr. spiller. De to raflebægere bruger du til at rafle med. Der placerer du det ene raflebæger ovenpå det andet. Hvis du ikke har to raflebægere, så kan du fint nøjes med et.
Før du går i gang
Alle spillere skal have en terning hver. Denne terning er din egen score. Man starter med at stå på 6. Nogle gør det omvendt og starter på 1. Men terningen bruger du til at holde styr på, hvad din score er. Det betyder, at hvis du taber, så skal du rykke et tal ned. Så du går altså fra 6 til 5.
Køb terninger her:
Sådan spiller du Meyer
I kan slå om, hvem der skal starte. Nogle gør det med sten-saks-papir, mens andre slår med en terning og ser hvem, der har det højeste tal.
Den der vinder, skal starte med at slå. Man skjuler terningekastet for de andre. Du skal se, hvad du har slået og så skal du fortælle højt, hvad du har slået. De fleste der starter, vælger at fortælle, hvad man faktisk har slået og vælger ikke at lyve i første runde.
Man giver raflebægeret videre til sin sidemand og han/hun skal vurdere, om de stoler på det, du har sagt. Lad os sige, at der er blevet sagt 54. Det skal du nu vurdere, om du stoler på. Hvis du stoler på ham/hende, så kan du selv rafle bægeret og se, om du kan slå over det. Lad os sige, du slår 45. Nu kommer vi til den interessante del. Her kan du faktisk vælge at bluffe. Hvis du har slået et meget lavt tal, så kan du vælge at lyve og sige, at du har slået et højere tal til personen ved siden af dig.
Nu kommer dine evner til at lyve på en prøve. Her gælder det om at finde en god måde at lyve på.
Personen til venstre for dig kan enten vælge at tro på, at du har slået par 1 (selvom du faktisk slog 45). Her kan personen afsløre dig ved at løfte bægeret, og du mister et point. Ellers kan vedkommende vælge at stole på dig, og så skal han/hun slå noget højere end det, du sagde. Sådan går spillet sin gang, indtil der er en, der løfter bægeret. Når bægeret bliver løftet, så starter der en ny runde.
Terningernes rangorden
Der er en rangorden mellem de tal-kombinationer, som du kan slå. De lyder som følgende:
- 1+2 – hvis du slår 1 og 2, så giver det Meyer. Det er det højeste talkombination
- 1+3 – Denne talkombination hedder lille Meyer
- 6+6 – Det giver par 6
- 5+5 – Det giver par 5
- 4+4 – Det giver par 4
- 3+3 – Det giver par 3
- 2+2 – Det giver par 2
- 1+1 – det giver par 1
- 6+5 – Det giver 65
- 6+4 – det giver 64
- Og sådan tælles det ned, indtil man når det laveste tal, som er 32. Hvis du slår 32, så skal der udbringes en fællesskål.
Man vil altid tage det største tal først, når man skal finde ud af, hvad man har slået. Så hvis du har slået en 4’er og en 5’er, så har du slået 54.
Særlige regler
Meyer koster dig to liv – Hvis du ikke tror på en, der har meldt Meyer, så kan du risikere at miste to liv. Det koster dig to liv, hvis det faktisk er sandt. Hvis det derimod ikke er sandt, så mister vedkommende, der meldte Meyer, to liv.
Det eller derover – Du kan melde ”det eller derover”, hvis du gerne vil sende terningerne videre til din sideperson. Det betyder, at du påtager dig ansvaret for det, der faktisk bliver slået, uden du selv har set det. Hvis personen før dig har meldt par 2, og du vælger at sige ”det eller derover” og du rent faktisk formår at slå over med f.eks. par 5, så mister personen, der løfter bægeret 2 liv.